Du er her: 
24-12-2020

Glædelig jul

Med de aflyste julegudstjenester i 11. time får I her fra Agedrup Kirke en julehilsen med julens budskab om ”fred på jord” hvor ”Jesusbarnet blandt os bor” – som vi synger det i gode gamle Ingemanns version af ”Glade jul dejlige jul”.

Det fortælles om salmen, at den danner baggrund for den såkaldte Julevåbenhvile i 1914. I skyttegravene ved Pont Rouge havde tyske soldater pyntet juletræer og tændt lys, som deres modstandere kunne se fra den anden side af ingenmandsland. Om aftenen den 24. december begyndte de tyske soldater at synge ”Stille Nacht, Heilige Nacht”. Englændere stemte i med deres engelske version ”Silent night, Holy night” og julefreden sænkede sig over det sønderskudte, mudrede område. De døde blev hentet hjem på eget område og begravet. Om morgenen den 25. december forlod soldaterne med nogen tøven deres respektive skyttegrave og mødtes ude i ingenmandsland. Der blev udvekslet gaver, tobak, forplejning og souvenirs. For en stund var alle kamphandlinger indstillet og geværerne tavse.

Det skulle være første og eneste gang i verdenshistorien, at menige soldater spontant har indledt en midlertidig fred med deres modstandere – og dermed trodset ordrer fra deres overordnede. Med sangen blev det en ”stille na(ch)t” – en ”silent night”.

Og der er blevet stille i Danmark, derhjemme i stuen og uden for vores vinduer. Mens andre har travlt- især på sygehusene, for sygdom og virus holder ikke jul, selvom vi kunne ønske det, bare for en stund, bare for en enkelt juleaften.

Midt i orkanenes øje sider vi her så, hjemme og passer på hinanden. Vi holder jul som vi bedst kan: Læser bøger, taler i telefon, spiller brætspil/computerspil, leger med dukker, bager kager, synger med på juelsangene i radioen, ser juletv: julekalender og julefilm. Vi tager kampen op imod corona – for vi nægter at tabe livsmodet! Det gør vi lidt alligevel engang indimellem, det er helt naturligt for utrygheden truer: Hvem bliver den næste virus rammer, og vi tager til testcenteret og lader os teste, forhåbentlig for at konstatere, at vi ikke er blevet smittet så vi trygt kan være sammen med vores kære.

Men der er også de som ikke kan være sammen med deres kære og må sidde alene i en stilhed, der kan føles larmende, også for den der i år har mistet en de havde kær. Da vil julen føles anderledes og mere ensom end nogensinde før. Evangeliet om Jesusbarnet juleaften bragte godt nyt, til hyrderne der sad alene ude på marken i mørket og vogtede over deres dyr. Der var stille, men pludselig viste englen sig og forkyndte for dem, at Guds fred var kommet til jord, at vi aldrig mere skal være alene, for Gud vil altid være hos os. Dét budskabet om håb vi fejrer jul på.

Fra Agedrup Kirke ønskes I alle en velsignet juletid, fred og alt godt,

                                                                        Ina Aagaard